Gratis jazz ved Fermaten

VM-fans og jazz-elskere kan nyde udendørs koncert fredag aften

HERNING Fredag aften giver Social Club koncert på Fermaten.

Projektet begyndte i New York, hvor de danske musikere fortsat er bosat. Social Club er en blanding af originale numre og nogle gamle kendinge, som Social Club gør til deres helt egne.

Genrerne væver sig imellem stemningsfuld jazz, blues, gospel, hip hop og Social Clubs helt nye og egne veje. Fra instrumentale passager til gamle bluessange, til det fine lyriske og det groovy dansable. Tungt, råt, ærligt, fint, smukt og nyt. Social Club er en slags legestue og fristed, hvor de fire musikere mødes og blander deres influenser og musik, og ryster det sammen til en stor musikalsk rejse.

Social Club er et samarbejdsprojekt mellem de fire musikere Nikolaj Hess (piano), Thomas Vang (bas), Anders Holm (trommer) og Naja Rosa Koppel (vokal).

På grund af ishockey-VM i byen - og udsigten til dejligt vejr - flyttes koncerten udenfor og afholdes ved indgangen til Fermaten. Og der vil være gratis entré.