Tekstildesign på galleriet

HERNING På lørdag er der fernisering på en ny udstilling på Det Hemmelige Galleri, hvor billed- og tekstilkunstnere viser nye værker på Det Hemmelige Galleri.

Billedkunstnerne er tilknyttet Det Hemmelige Galleri, mens tekstilkunstnerne kommer fra det tidligere Teko - nu VIA Design - som har opsat en udstilling under navnet »Afstøvet«.

- Vi, otte tekstildesign-studerende, afstøver i samarbejde med Davids Samling i København tekstile skatte til nye aktuelle tekstile værker. Vi lader os inspirere af værker fra Davids Samlings gamle smukke mellemøstlige tekstiler og videreudvikler på både disse og kendte håndværksteknikker, forklarer tekstildesigner Thea Conradsen.

- Davids Samling er et museum, der ligger på Prinsessegade i København og er opkaldt efter ophavsmanden C. L. David. Specielt for David var, at han samlede på skønhed i form af smukke genstande fra Mellemøsten, og museet er efter Davids død fortsat i samme ånd. Vi har hver især valgt et tekstil fra udstillingen, som vi har afstøvet og fornyet.

- Vi er sidsteårs-studerende fra uddannelsen »Tekstildesign, -håndværk og formidling«. Særligt for vores tilgang er, at vi udfordrer klassiske håndværksteknikker og materialer med fokus på at bevare og forny tekstilfaget. Dette kan opleves på udstillingen, hvor også vores processer frem mod værkerne er synlige. I udstillingens første uge kan man møde os til en snak om tekstilfaget, udstillingsværkerne og processen bag, siger Thea Conradsen.

Tekstilkunstnerne er: Ira Isabella Jacobsen, Sara Diamant Hamilton, Pernille Odgaard Kamp, Mette Isager, Dagmar Petersen, Annika Jorgensen, Rebecca Beier og Thea Conradsen.

Billedkunstnerne er: Jan Wessel, Franz Beckerlee, Paul Neale, Susan Ogstrup, Janus Tyrpak, Lars Vestergård Nielsen.

Udstillingen kan ses frem til 2. juni.