Biffen fejrer fødselsdag og inviterer gratis i biografen

Egmont fylder 140 år 15. maj og inviterer gratis i biografen

HERNING Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år hjælper børn og unge med 100 millioner kroner.

15. maj fejrer Egmont 140-års- fødselsdag og inviterer til forestillinger i blandt andet Nordisk Film Biografer Herning. Der udbydes 45.000 gratis billetter på landsplan og 1600 billetter alene i Herning.

Egmont ejer blandt andet Nordisk Film og biograferne af samme navn, forlaget Lindhardt og Ringhof, ligesom de laver tv i Norge og udgiver 700 magasiner i 30 lande.

Egmont blev grundlagt 15. maj 1878 af den blot 17-årige typograf Egmont Harald Petersen, der blev en af Danmarks første medieentreprenører.

Egmont Harald Petersen døde i 1914. I sin opvækst havde han selv haft trange kår tæt inde på livet og var optaget af, at hans virksomhed skulle give tilbage til samfundet.

- Egmont har siden 1920 givet 2.9 milliarder kroner til udsatte børn og unge. Det er motiverende for os alle, at vi kan være med til at give en hånd til de børn og unge, som er i fare for at falde uden for fællesskabet, siger koncernchef Steffen Kragh i en pressemeddelelse.

Fødselsdagsbilletter bliver frigivet om formiddagen tirsdag 8. maj. Det er muligt at reservere to gratis billetter per person til alle filmforestillinger, der begynder i tidsrummet 15.30-19.30 på fødselsdagen 15. maj.