Pernille Harder scorer mod kæresten og er i Champions League-finalen

Jørn Just Kristensen 

Landsholdsanfører Pernille Harder og VfL Wolfsburg er klar til Champions League-finalen mod Olympique Lyon

FODBOLD Pernille Harder er klar til den største kamp i sin klubkarriere: Finalen i Champions League.

Den 25-årige angriber fra Tulstrup ved Ikast viste selv vejen, da hun og tyske Wolfsburg søndag aften besejrede engelske Chelsea 2-0 og sikrede sig finalepladsen.

Harder scorede til 1-0 efter 69 minutters spil. Landsholdsanføreren skar ind i banen, rundede en Chelsea-spiller og sendte bolden fladt i mål bag den svenske landsholdskeeper og OL-sølvvinder, Hedvig Lindahl.

Det var Harders syvende scoring i dette års Champions League-turnering, og den bragte Wolfsburg meget tæt på finalen, da tyskerne havde en 3-1-føring med i bagagen fra de to holds første møde i London i sidste uge.

Den sidste tvivl forsvandt, da polske Ewa Pajor øgede til 2-0 for Wolfsburg og dermed sikrede en samlet sejr på 5-1.

Chelsea havde i øvrigt Pernille Harders kæreste, svenske Magdalena Eriksson, i startopstillingen. Eriksson spillede højreback hos det engelske storhold.

I Champions League-finalen skal Wolfsburg møde de seneste to års Champions League-vindere, franske Olympique Lyon.

Finalen spilles 24. maj klokken 19.00 i Kiev, Ukraine.