Michelle Vesterby sætter dansk ironmanrekord

Søren Nielsen 

IRONMAN Den danske triatlet Michelle Vesterby fra Herning satte lørdag aften ny dansk rekord på ironmandistancen, efter hun kørte sig på en fjerdeplads ved Ironman Texas.

Michelle Vesterby kunne i tiden 8.45,47 timer lørdag aften dansk tid komme i mål på en samlet fjerdeplads. Det gjorde hun til de officielle nordamerikanske mesterskaber på ironmandistancen ved Ironman Texas i USA.

Det betyder samtidig, at hun slår den danske ironmanrekord med hele ti minutter. Den tidligere bedste danske tid blev sat tilbage i november af Helle Frederiksen.

En præstation der glæder den nybagte rekordholder:

- Løbet gik præcist, som det skulle, og det lover godt, at jeg så tidligt på sæsonen har kørt så godt et løb. Jeg er sindssygt glad lige nu, siger Michelle Vesterby i en pressemeddelelse.

Vesterby har forud for denne sæson haft en lidt mere alternativ opstart, hvor hun blandt andet erstattede en træningslejr med en tur på Kilimanjaro. Det, mener hun, har gjort hende langt stærkere.

- Formen er et bevis på, at min vintertræning har været god, og at mine vurderinger i forhold til at ændre træningen har været rigtige, siger Vesterby.

- At jeg rammer formen nu, giver mig også utrolig meget selvtillid frem mod resten af sæsonen, hvor det store mål er Ironman på Hawaii til efteråret.

Efter at være kommet op som nummer tre efter svømningen, kørte hun meget afventende og konservativt på cyklen, som hun stillede på en femteplads fem minutter efter førstepladsen.

De sidste 42 kilometers løb var stabile for Vesterby, hvor hun sluttede rigtig stærkt, der altså gav hende en samlet fjerdeplads.

Vinderen af Ironman Texas var den australske triatlet Melissa Hauschildt, der klarede kraftpræstationen i tiden 8.31,04 timer.