Skarpe fotos af Fakta-røver vist frem i grundlovsforhør

Kim Stoltenberg Hansen 

50-årig mand fra Roskilde varetægtsfængslet i fire uger, selv om han nægtede røveriet

HERNING En 50-årig mand fra Roskilde nægtede alt i et grundlovsforhør i dag, hvor beviserne ellers tårnede sig op over manden, der stod sigtet for røveriet i lørdags mod Fakta i Vestergade i Herning.

Den 50-årige blev udpeget af flere, efter politiet i går bad aoh.dk vise et foto af røveren i butikken. Politiet kunne derfor tidligt i morges anholde manden, der er uden fast bopæl, men mest opholder sig på varmestuen. Her bor han, da han netop er blev løsladt fra statsfængslet i Sdr. Omme efter et røveri mod en Netto-butik. I januar sidste år gik han ind i et sjællandsk supermarked med en økse og råbte, at ekspedienten skulle »åbne kassen nu!«.

Selvsamme sætning blev brugt ved røveriet i lørdags - der var dog ingen økse med - men den 50-årige afviste blankt, at det var ham, der var røveren denne gang.

Så cykelløb i tv
Han forklarede i retten, at han den pågældende lørdag havde set cykelløb i byen og ikke været i Fakta - dog uden at han kunne fortælle navnene på dem, han havde set løbet med.

I retten blev han også spurgt om tøjet fra røveriet, og her kunne den 50-årige fortælle, at han ikke ejede det tøj, som røveren havde på. Det kom frem, at han efter røveriet havde solgt det meste af sit tøj - igen uden at kunne sige til hvem. På varmestuen er man altså ikke på efternavn med folk, forklarede den 50-årige.

TV-optagelser i retten
I disse moderne tider kunne retten også rulle et flere kvadratmeter stort lærred frem på den ene væg, hvor man kunne se videoovervågningen fra Fakta, hvor man så røveren komme ind i butikken og åbne den lille dør ind til der, hvor kassemedarbejderen sidder, hvorefter en blot 17-årig ekspedient heroisk smækkede kassen i og forsøgte at gemme nøglen. Efter lidt håndgemæng fik røveren dog fat i nøglen, åbnede kassen og stak af med 4200 kroner.

Ekspedienten beskrev røveren - en beskrivelse, der passede fint på den 50-årige - inklusive en præcis beskrivelse af den brede næse.

Dna-test forude
Fakta havde ikke bare en video, men også en snes skarpe fotos af røveriet, og på flere af billederne kiggede røveren direkte ind i kameraet. Anklageren viste disse fotos og konstaterede, at der vist ikke var megen tvivl om ligheden. Den 50-årige kiggede på de mange fotos, kneb øjnene sammen og tog skiftevis billederne tæt på og langt væk og rystede på hovedet, som sad han og kiggede på uskarpe amatørfotos og ikke billeder, som for en udenforstående var, som om han sad og kiggede i et spejl.

Dommeren kunne åbenbart også godt se ligheden. Han valgte at varetægtsfængsle den 50-årige mand i fire uger. Imens vil politiet foretage dna-test af den 50-årige og de mange steder i Fakta, som røveren berørte uden handsker. Dermed kan vi snart finde ud af, om den 50-årige er en mand ramt af vanvittige tilfældigheder og en look-a-like-røver, eller om han er den skyldige.

Den 50-årige ved måske godt selv, hvad vej vinden blæser, da han besluttede ikke at kære varetægtsfængslingen til landsretten.