Frans Nielsen med i dansk sejr over Tysklands OL-sølvvindere

Danmark havde Frans Nielsen med, da det blev til en sejr over Tyskland i den næstsidste VM-test. To Herning-scoringer i kampen

ISHOCKEY Danmarks mandlige ishockeylandshold vandt onsdag aften 4-3 over Tysklands OL-sølvvindere efter forlængelse i Vojens.

En flot solotur af Frederik Storm i forlængelsen sikrede dansk sejr i den næstsidste testkamp før VM på hjemmebane, der begynder 4. maj.

Det danske hold var blevet forstærket med NHL-spilleren Frans Nielsen fra Detroit Red Wings samt Mathias Bau Hansen fra AHL-holdet Hershey Bears.

Ikke mindst den mangeårige NHL-spiller Frans Nielsens ankomst har givet optimisme i den danske lejr.

Den tidligere Herning-spiller, som tirsdag fyldte 34 år, havde ikke spillet i et stykke tid, eftersom Detroit Red Wings ikke nåede slutspillet i NHL.

Derfor blev herningenseren nok også sparet lidt mere, end det vil være tilfældet ved VM, hvor han regnes som et stort dansk trumfkort.

Danmark skabte gode chancer i første periode mod Tyskland. Men defensivt gav det danske hold flere store muligheder væk.

Det blev straffet cirka tre et halvt minut før udløbet af første periode, da Tyskland bragte sig foran 1-0. En smart aflevering bragte Fabio Wagner fri til skud i venstre side, og han sendte pucken ind i det danske mål forbi målmand Sebastian Dahm.

Anden periode blev meget underholdende med fem scoringer, tre af dem til Danmark.

Tidligt i perioden ramte Patrick Russell stolpen for Danmark. Få minutter senere udlignede Nicolai Meyer til 1-1, efter at han modtog en tværpasning fra Nicklas Jensen.

Sebastian Dahm måtte redde en tysk friløber for at holde stillingen på 1-1, inden Danmark bragte sig foran 2-1 midt i perioden.

Danskerne var i powerplay og spillede med en stærk kvartet i form af Frans Nielsen, Nicklas Jensen, Peter Regin, Philip Larsen og Patrick Russell.

Det gav hurtigt bonus, da herningensiske Nicklas Jensen sendte pucken i mål til 2-1.

Danskerne havde dog knap jublet færdig, inden stillingen var 2-2.

Tysklands 22-årige Leon Draisaitl fra NHL-klubben Edmonton Oilers viste, hvorfor han regnes som en kommende storspiller, da han udlignede efter en flot solotur.

Danmark kom igen foran, da Morten Madsen fandt herninensiske Morten Poulsen tæt foran mål, og så var 3-2-scoringen en realitet.

Anden periode sluttede dog med dansk ærgrelse, da Matthias Plachta udlignede til 3-3.

Tredje periode sluttede uden scoringer, og så skulle holdene ud i forlængelse.

Her leverede Frederik Storm en flot præstation, da han tog en solotur fra egen banehalvdel og scorede til 4-3, så Danmark vandt kampen.

Danmark har en enkelt testkamp tilbage, før det går løs ved VM. Tirsdag skal danskerne møde USA i Herning. Danmark skal ved VM på hjemmebane møde Canada, Finland, Tyskland, USA, Norge, Letland og Sydkorea i gruppe B.

De fire bedste hold i gruppen går videre til kvartfinalerne.

Danmark indleder VM 4. maj i Jyske Bank Boxen i Herning. Det sker mod netop Tyskland i en kamp, der kan blive afgørende for de danske chancer for at nå kvartfinalen.

/ritzau/