FCM forlænger med angrebstalent

Sebastian Buch har underskrevet en femårig kontrakt med FC Midtjylland

FREMTID I 2015 skiftede Sebastian Buch AC Horsens ud med FC Midtjylland og blev en del af akademiet i Ikast. Nu har den 19-årige angriber sat sin underskrift på en femårig aftale som seniorspiller i FCM.

- Det føles helt rigtigt for mig at forlænge med FC Midtjylland. Det er en virkelig god klub, som udvikler rigtig mange store talenter. Derudover er FC Midtjylland et sted, hvor jeg føler mig hjemme og trives godt med spillerne samt trænerne i klubben, hvilket er en høj prioritering fra min side. Min forventning er, at jeg kommer til at falde godt ind i truppen og bliver udviklet hurtigst muligt til seniorfodbolden, fortæller den målfarlige angriber.

Kontinuerlig målnæse
FC Midtjyllands sportsdirektør, Svend Graversen udtrykker tilfredshed med at have aftalen med Sebastian Buch på plads og lægger vægt på angriberens sans for målscoring.

- Vi har med en ung angriber at gøre, som har scoret mål hele vejen op gennem systemet, og dét er en vigtig egenskab, som vi skal værdsætte og bruge yderligere tid på. Vi ved, at tingene tager tid – især med en angriber – men Sebastian har de kvaliteter, der skal til. Han skal væbne sig med tålmodighed, for chancen skal nok komme, forklarer Svend Graversen.

Sportschefen fremhæver desuden Buchs offensive kvaliteter og aggressivitet.

- Han er en ihærdig, pågående angriber med fantastiske afslutningsfærdigheder. Samtidig er han god til at tage de rigtige dybdeløb, og så kan han strække banen til fordel for såvel Sebastian selv som holdkammeraterne, siger Svend Graversen.

De offensive kvaliteter, tror offensivspilleren på, at ulveklubben kan videreudvikle.

- De spidskompetencer, som jeg har, føler jeg, passer til FC Midtjyllands spillestil, så jeg har god mulighed for at ligge ekstra procenter på den del af mit spil. Derfor ved jeg, at Midtjylland kan være med til at udvikle mig meget, fortæller Sebastian Buch.

Sebastian Buch står noteret for foreløbigt 10 fuldtræffere i sæsonens første 18 kampe.

Et stort potentiale
Siden 2015 har Sebastian Buch været en del af FC Midtjyllands talentfulde Fodboldakademi, hvor talentet har spillet i front for først U17-holdet og senere U19.

- Det er glædeligt, at endnu en akademist får en længerevarende kontrakt ind i seniortiden. Sebastian har et stort potentiale, som vi i FC Midtjylland ser frem til at arbejde videre med. I sin akademitid har Sebastian ofte været i målscorerens rolle og været en vigtig brik på akademiet, fastslår Flemming Broe.

Sebastian Buch har ligeledes været fast inventar på ungdomslandsholdene i sin årgang siden debuten på U16-landsholdet.