Blue Fox blev tromlet i sidste finale og nøjes med sølv

Thomas Damm 

Aalborg Pirates er nye danske mestre. Blue Fox tabte 1-6 i sjette finale

ISHOCKEY Så gik den ikke længere for Herning Blue Fox. I den sjette DM-finale udnyttede Aalborg Pirates sin tredje matchbold og lukkede serien med en sejr på hele 6-1. Dermed går årets guldmedaljer og Prins Henriks Cup, som DM-pokalen kaldes, til grundspillets nummer to, mens vinderne, Blue Fox, må nøjes med sølv.

Som det har været tilfældet i alle seks finaler blev første mål afgørende. »Piraterne« bragte sig foran 2-0 hurtigt i første periode. Først havde Blue Fox svært ved at få pucken ud af egen zone, og ved det andet mål blev der satset for meget offensivt, og så blev backen Patrick Madsen overspurtet i sit tilbageløb.

I anden periode sørgede Jan Dalecky for en vigtig reducering, da Aalborg-keeper Jan Dalecky droppede og lod en tilsyneladende ufarlig puck gå i nettet.

Aalborg svarede dog igen, da Peter Quenneville huggede pucken i nettet, da »piraterne« vandt en faceoff i Blue Fox’ zone.

Herefter fulgte et par gode chancer til Blue Fox, men Aalborg førte alligevel 3-1 efter anden periode.

Tromlet i sidste periode
Hurtigt i tredje periode kom afgørelsen. Nordjyderne udnyttede et powerplay og bragte sig foran 4-1. Det blev også 5-1 kort efter, at Blue Fox ellers havde overlevet et undertal, men udskiftningen efterfølgende kiksede, og Aalborg udnyttede sit overtal til at score til 5-1. Et minut før tid blev det også 6-1, og så brød jublen for alvor løs blandt de 5000 tilskuere i East Coast Arena.

Serien slutter altså 4-2 til Aalborg Pirates, der tidligere på sæsonen også vandt pokalturneringens Final4 i Jyske Bank Boxen. En flot, flot sæson af nordjyderne under træner Brandon Reid.

I Herning vandt man grundspillet og var i semifinalen i Final4, men må altså nøjes med sølv i træner Petri Skrikos første sæson i Herning i denne omgang.