Trætørring gik galt: Ild i otte meter høj silo

Kim Stoltenberg Hansen 

Brandfolk brugte dagen på at slukke og tømme silo

HERNING Mandag morgen startede skidt for et trætørrings-firma på Sandvigvej i Herning. Der røg nemlig nogle gløder baglæns i maskineriet, og de endte i en otte meter høje silo, der er fyldt med træspåner.

Spånerne ulmer løs, og øverst i siloen vælter det ud med røg. Brandfolkene blev tilkaldt lidt i otte, og de havde en hel dags arbejde forude. Først skulle der pøses rigelige mængder af vand ned i spånerne i siloen, og herefter skulle de mange kubikmeter spåner tømmes ud af siloen, så man kunne være sikker på, at branden ikke begyndte på ny. Det oplyste indsatsleder Peter Kristensen fra Brand & Redning MidtVest.

Han fortæller, at det er en opgave, som brandfolk og oprydningsfolk har prøvet masser af gange før. Dog plejer det oftest at være en vinteropgave, da mange firmaer benytter træspånerne som opvarmning i et nærliggende fyr.