Politiet anholder færre til fodboldkampe

Der er en generel tendens til, at politiet anholder færre i forbindelse med superligakampe

Herning Med 11.321 tilskuere på plads på MCH Arena i aftes var der masser af opbakning til FC Midtjylland og Brøndby, da de dystede i guldkampen i Superligaen.

Den opbakning forløb ifølge politiet i ro og orden. Ingen blev anholdt, men tre personer blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og det handlede om, at de havde kastet med øl.

Gårsdagens stille arbejdsdag følger en generel tendens om, at der bliver færre anholdte til fodboldkampe. I hele sidste sæson gjorde Rigspolitiet op, at der blev anholdt 68 personer til kampe i Superligaen.