FCM scorer rekord-aftale med hovedsponsor

Jørn Just Kristensen 

Det Faglige Hus fortsætter som hovedsponsor for FC Midtjylland i de kommende to sæsoner

FODBOLD I snart to år har der stået »Det Faglige Hus« på brystet af FC Midtjyllands spilledragter, og det gør der også i de kommende to sæsoner.

Hovedsponsoren og klubben er nemlig blevet enige om en ny aftale til forbedrede vilkår. FCM oplyser, at aftalen er den største i klubbens historie.

- Forlængelsen bekræfter os i styrken af vores brand og interessen for at være en del af vores klub. Det gør os stolte. Samtidig glæder det mig, at vi kan fortsætte med Det Faglige Hus og intensivere samarbejdet, som fra første dag i klubben har været en professionel, dedikeret partner og stærk ambassadør for FC Midtjylland, siger Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland, til klubbens hjemmeside.

Det perfekte match
Det Faglige Hus har været godt tilfreds med samarbejdet i de første to sæsoner, og så det som naturligt at forlænge aftalen.

- Vi oplever en klub med en enorm professionel tilgang til både det sportslige og sponsorsamarbejdet. FCM er utvivlsomt Jyllands største sportsbrand og en klub, som der hersker stor respekt omkring i hele Danmark. Vi har de samme ambitioner som FCM, derfor er vi også det perfekte match. Vi er en fagforening, der udfordrer branchen og nu har lagt os i overhalingsbanen, som den organisation, der oplever klart den største tilgang af nye medlemmer. Vi kan også netop i dag fejre, at vi har rundet 135.000 medlemmer og nu er et skridt tættere på vores mål om at blive Danmarks største fagforening og a-kasse, siger Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus, til klubbens hjemmeside.

Den nye aftale træder i kraft 1. juli 2018, når den hidtidige kontrakt udløber.