Golfens dag skal starte forelskelse i spillet

Herning Golf Klub er med i den landsdækkende dag, hvor klubberne giver nysgerrige et indblik i golfsporten

HERNING Det er aldrig for sent at blive forelsket. Sådan lyder opfordringen fra Herning Golf Klub, der på søndag slår dørene op for »Golfens Dag«, hvor nysgerrige kan få et indblik i, hvordan man spiller golf og prøve at slå til en golfbold.

For mange udøvere bliver golf livslang kærlighed, og det er den kærlighed, som Herning Golf Klub vil forsøge at bringe videre til gæsterne på Golfens Dag.

- Det er aldrig for sent at blive forelsket i golf. Golf er et spil, der kan spilles mellem generationer og uanset handicap. Modsat andre sportsgrene kan en god og en mindre god golfspiller konkurrere med hinanden på lige vilkår. Og så gavner golf for sundheden, og det skaber gode relationer. Så der er rigtig mange gode grunde til at møde op på »Golfens Dag« og høre mere og selv prøve, siger golfmanager Bo West Møller, der fortæller, at man står klar med udstyr, bolde og trænere, ligesom man viser anlæg, klubhus og restaurant frem.

11.000 skridt forude
»Golfens Dag« arrangeres af Dansk Golf Union i samarbejde med landets golfklubber. Golf er i dag den største sportsgren for folk over 25 år og dyrkes af over 150.000 danskere i alle aldre.

Golfklubberne vil på golfens dag også slå på, at golf gavner sundheden.

- Undersøgelser, som Dansk Golf Union har lavet, viser blandt andet, at en golfspiller går over 11.000 skridt på en golfrunde, og at golfspillere lægger år til deres liv, når de spiller golf. Man reducerer også risikoen for at få type-2 diabetes, siger Bo West Møller, der også slår på, at man kan spille golf i længere tid end mange andre sportsgrene.

- Vi har eksempelvis flere medlemmer på den anden side af de 80 år, siger han.

Golfmanageren håber, at mange møder op.

- Det eneste, gæsterne skal medbringe, er fornuftigt tøj og godt humør, siger han.