Guldbrag mod Brøndby kan give sæsonrekord

Der bliver med garanti smæk for skillingen, når FC Midtjylland på MCH Arena tager imod guldkonkurrenten Brøndby IF

FODBOLD Der venter en decideret topduel på MC Arena, når FC Midtjylland tørner sammen med Brøndby IF på MCH Arena. Og det er der tilsyneladende rigtig mange, der gerne vil ind at overvære. FCM har lukket ned for onlinesalget af billetter, men der er fortsat tryk på efterspørgslen.

Det siger René Nørmark, der er billetansvarlig hos FCM, til Tipspladet:

- Vi får relativt mange telefonopkald, og min mailboks er også eksploderet hen over weekenden. Lige nu står der vel en 100 stykker på ventelisten.

Tipsbladet har også spurgt om, hvorvidt det kan ende med en sæsonrekord - da Brøndby var på besøg i begyndelsen af marts, var der 10.862 tilskuere, og der er i alt plads til 11.422 tilskuere på MCH Arena.

- Det er svært at sige. Det tyder heldigvis på godt vejr, så skal vi ikke satse på, at vi kommer godt deropad. Jeg er jo jyde, så jeg skal ikke sige for meget, men det ser rimelig godt ud, hvad det angår, siger René Nørmark til Tipsbladet.