Finale-fuser af Blue Fox
Thomas DammAalborg Pirates tog første stik i årets finaleserie
ISHOCKEY De fleste af de 3118 tilskuere måtte luske skuffede hjem fra Kvik Hockey Arena fredag aften.
De havde nemlig set deres helte fra Herning Blue Fox tabe den første DM-finale på hjemmebane med 1-4 til et markant skarpere Aalborg-mandskab.
Nordjyderne vandt første periode 2-0 og havde kampen under kontrol stort set fra først til sidst.
I anden periode kom »blårævene« dog lidt bedre med og fik også hjælp af tre gange at spille i powerplay. Men det gav ingen mål.
Mål fra blå linje
Fire minutter inde i sidste periode kom det, der lignede afgørelsen. Næsten fra blå linje smækkede Peter Quenneville pucken forbi venner og fjender og i nettet.
Christian Silfver reducerede for Blue Fox i et powerplay, men det var en stakket frist. Kort efter scorede Mikkel Højbjerg nemlig til 4-1, da han fra en meget spids vinkel fik pucken under Simon Nielsen.
Med tre minutter tilbage at spille havde Blue Fox i 72 sekunder fordelen af at spille fem mod tre, men det overtag blev ikke vekslet til mål.
Langt fra en drømmestart på finalerne for Blue Fox, men der er lang vej endnu i serien, hvor der skal fire sejre til DM-guld. Kamp to spilles i Aalborg søndag med kampstart 17.45.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.