Endnu et forudsigeligt HCM-nederlag
Ole BitschHCM-holdet tog hul på nedrykningsspillet med nederlag på 25-37 mod SønderjyskE
HåNDBOLD De nuværende HCM-spillere har efterhånden vænnet sig til dem. De forudsigelige nederlag i 888 Ligaen.
Onsdag aften løb det unge og stærkt amputerede HC Midtjylland-mandskab ind i sæsonens 12 nederlag på stribe.
Foran blot 366 tilskuere i IBF Arena i Ikast tabte den herningensiske klub med 25-37 til SønderjyskE, som dermed indledte kvalifikationskampene om at blive i landets bedste række med to point. Et kvalspil, som også Mors-Thy, Ribe-Esbjerg og Skanderborg er en del af.
De mange sammensatte talenter i HCM-truppen viste igen stor energi og masse af gåpåmod, men atter var der klasseforskel, når ligamodstanderne strammede sig bare en smule an. Og onsdag behøvede SønderjyskE kun at spille på lidt over halv kraft.
Hos værterne, der siden slutningen af sidste år har mistet et helt hold på grund af klubbens skrantende økonomi, var man yderligere svækket, idet HCM’s to mest rutinerede kræfter, venstrefløjen Jørgen Rasmussen og stregen Jacob Østergaard, var ude med skader.
HC Midtjyllands cheftræner, Jonas Wille, kunne heller ikke hjælpe til i IBF Arena. Nordmanden havde fået lov til at rejse hjem efter den sidste grundspilskamp mod Skjern 28. marts.
I stedet var det den forhenværende backbomber og HCM-spiller Palle Hansen, der sammen med Anders Høj Kristiansen stod for træneransvaret mod SønderjyskE. Og duoen havde fået sat deres hårdt prøvede spillere godt op.
HCM-enheden knoklede som besat i defensiven, der i de første 20 minutter voldte udeholdet problemer. Derfor kunne HC Midtjylland fortjent følge med til både 2-3, 5-7 og 9-10 i faser, hvor SønderjyskE-aktørerne manglede tempo, koncentration og motivation.
Kombinationen genfandt udeholdet inden pausen, hvor de kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 18-10.
I anden halvleg var der sporadiske opmuntringer hos HCM’erne, som skal roses for at fighte i samtlige 60 minutter. Men SønderjyskE kunne dog ganske komfortabelt fastholde og øge forspringet i en ensidig forestilling.
HCM-topscorer blev Casper Ebbesen med syv træffere.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.