FCM knust af landsholdsanføreren
Ole BitschStine Jørgensen scorede 12 gange mod sin tidligere klub, der igen tabte i slutspillet
HåNDBOLD Den tidligere FCM-profil Stine Jørgensen var hård ved sin tidligere holdkammerater, da der onsdag aften var nøgleduel i slutspillet. På sin gamle hjemmebane i Ikast scorede landsholdsanføreren 12 gange på blot 15 forsøg, da Odense nedlagde FC Midtjylland med 27-21.
Det var samtidig det andet nederlag i træk for »hunulvene«, der er under pres for at nå DM-semifinalerne.
Det mål er storsatsende Odense millimeter fra at indfri. Ikke mindst takket være aftenens sejr i IBF Arena.
Aftenens dyst var ikke velspillet, men den endte alligevel dramatisk, idet begge hold gik langt for at sikre sig værdifulde point til slutstabellen.
Mens første halvleg blev et studie i store defensive kvaliteter, blev anden halvleg mere rodet og hektisk.
Efter pausestillingen 9-10 mistede FCM grebet om Odense efter sidebyttet. Gæsterne øgede tempoet og den var værterne ikke helt med på. Problematisk var det også, at stjernen Veronica Kristiansen havde en skidt aften. Blot to træffere blev det til for nordmanden, der per automatik skal trække det store angrebslæs hos FCM.
Den klarede Stine Jørgensen til gengæld for Odense. Venstrebacken scorede syv mål i træk i anden halvleg - heraf fire på straffekast - og så førte fynboerne med 16-12 og 18-14.
Det forspring kom FCM’erne sig ikke over. Men hjemmeholdet var heller ikke heldige med indvirkningen af kampens usikre dommerpar, Karina Christiansen og Line Hesseldal Hansen, der dømte otte straffekast og fire udvisninger mod FC Midtjylland - heraf var flere i den meget tynde ende.
Fløjen Annika Jakobsen fik reduceret til 19-21 med fem minutter igen. Men til sidst gik FCM-defensiven helt i opløsning. Det udnyttede Odense til at cementere sejren, der endte på seks overskydende scoringer.
FC Midtjyllands næste opgave er på fredag, hvor det i Ikast gælder den første Champions League-kvartfinale mod Vardar fra Makedonien.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.