Laaang fredag: Blue Fox sejrede efter fem timer

Jørn Just Kristensen 

Tekniske problemer gav en ufrivillig pause på over halvanden time. Men Blue Fox holdt fokus og vandt semifinale to i Hørsholm efter to overtidsperioder. Branden Gracel blev matchvinder

ISHOCKEY Langfredag levede i den grad op til sit navn, da Herning Blue Fox fredag aften gæstede Rungsted i den anden semifinalekamp i ishockeyslutspillet.

Der gik nemlig fem timer fra første puck blev smidt til, slutsirenen hylede i Bitcoin Arena. Da den langt om længe gjorde det, kunne Blue Fox-spillerne strække armene i vejret af sejrsglæde.

Herning vandt nemlig 4-3 efter fem perioder i det nordsjællandske og bragte sig foran 2-0 i semifinaleserien. Branden Gracel blev matchvinder efter knap 94 spilleminutter.

»Målrævene« lynede igen
Lasse Lassen og Toni Kallela fortsatte deres stærke slutspil med hver sin træffer. Allerede efter fem minutter af opgøret kom Lassen af sted i en friløber på en god pasning fra Kallela. Den mulighed udnyttede Lasse Lassen til 1-0, som var stillingen efter første periode.

Efter den periode ramte en ismaskine ind i en port bag det ene mål. Porten kom til skade, og der måtte tilkaldes en smed med et svejseapparat, og først efter en time og 50 minutters pause kom opgøret i gang igen.

Bare tre minutter inde i anden periode gjorde Nicolai Weichel det onde ved sin barndomsklub, da nordsjællænderen bragte Herning på 2-0 med et skud helt ude fra banden.

Rungsteds amerikanske topscorer, Jake Hansen, reducerede, men Toni Kallela genskabte tomålsforspringet inden sidste periodepause. Finnen viste sin velkendte speed med en flot soloaktion. Det var Kallelas syvende mål i slutspillets syvende kamp for Hernings vedkommende.

Men der gik ikke engang fire minutter af tredje periode, før Rungsted igen fik reduceret. Branden Gracel tog en unødvendig udvisning, og de nordsjællandske værter viste skarphed. Svenske Mattias Persson scorede til 2-3.

Tre et halvt minut før tid udlignede svenske Marcus Olsson, og så blev den i forvejen lange aften forlænget med en overtidsperiode. Den bød - trods en del chancer i begge ender - ikke på scoringer, og så ventede der en femte periode.

Og endelig: Efter 93,55 minutter slog canadiske Branden Gracel til og blev matchvinder for Herning Blue Fox.

»Rævene« fører nu serien 2-0 og er godt på vej.

Tredje semifinaleopgør venter på søndag klokken 15.00 i Kvik Hockey Arena i Holing.

I den anden semifinaleserie står der 1-1 mellem Esbjerg Energy og Aalborg Pirates.