Nielsen assisterer to gange i Detroits sjældne udebanesejr

ritzau 

Efter 11 nederlag i træk på udebane lykkedes det natten til fredag Detroit Red Wings at vinde i Buffalo

BUFFALO. Den herningensiske ishockeyspiller Frans Nielsen spillede en af de mere fremtrædende roller, da hans hold, Detroit Red Wings, natten til fredag vandt 6-3 over Buffalo Sabres i NHL.

Med sejren brød Detroit en kedelig stime på 11 nederlag i træk på udebane.

Udeholdet kom dog elendigt fra start og var bagud 0-2 efter syv minutter, men scoringer af Dylan Larkin, Darren Helm og Anthony Mantha bragte Detroit på vinderkurs.

Frans Nielsen var manden, der satte Darren Helm i scene til 2-2-udligningen fem minutter inde i anden periode.

I undertal opfangede herningenseren pucken i egen forsvarszone og sendte canadieren afsted i kontra, hvor han fikserede målmanden med en finte, inden han lagde pucken i nettet.

Frans Nielsen blev også noteret for en assist sent i samme periode, da Detroit bragte sig foran 3-2 på mål af Anthony Mantha.

I tredje periode fik Detroit scoret yderligere tre gange, mens Evan Rodriguez’ scoring for værterne kun fik kosmetisk betydning.

Kampen havde ikke den store betydning for nogen af holdene, da hverken Detroit eller Buffalo har mulighed for at kvalificere sig til slutspillet.

/ritzau/