Populær Vestegns-rapper holder påskefest i Herning

Philip Horup 

Dansk-iranske Sivas Torbati lægger vejen forbi Herning-natklubben Dansebar og Einstein, hvor rapperen giver koncert

HERNING Nyder du roen i påskedagene? Så skal du ikke lægge vejen forbi Smallegade-diskoteket Dansebar og Einstein torsdag aften. Her kommer det med garanti ikke til at gå stille for sig, når rapperen Sivas sent skærtorsdag giver koncert på klubben.

Rapperen brød igennem med singlerne »d.a.u.d.a. og Kbhavana«, hvor han brillerede med sin nyfortolkning af det danske sprog. Stilen er amerikansk-inspireret, og oftest rapper Sivas lettere døsigt hen over tung hiphop. Sivas nyere musik har immervæk bevæget sig i en mere dansabel retning, senest med nummeret »Sidste Timer«.

31-årige Sivas, der var længe om at slå igennem herhjemme, rapper om både livets opture og nedture. Dansk-iraneren sværger ofte til en autotunet lyd, der især var gennemtrængende på hans hidtil eneste studiealbum fra 2016 »Famile før para«.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har tømt sparegrisen og arbejdet længe på at få denne herre i hus, lyder det fra diskoteket, der åbner dørene klokken 22:00.