23 lastbiler og busser med Metallica-udstyr og en trommeslager med tre trommestikker

Kim Stoltenberg Hansen 

Boxen bliver fyldt med udstyr og fans i aften. Lars Ulrich glæder sig

HERNING Ikke mindre end 23 køretøjer står parkeret i dag foran Boxen. De store sorte lastbiler er kommet til byen med gear til Metallica-koncerten i Boxen i aften. De mange hjælpere gik i går i gang med at sætte udstyret op - og det bliver ikke en koncertopstilling af den almindelige slags, da Metallica ikke som det er sædvane har placeret scenen i den ene ende af den store hal, men har den midt på gulvet.

På den centrerede scene - der kan dreje rundt - skal man blandt andet se den danske trommeslager Lars Ulrich. Han har postet et foto på rockgruppens hjemmeside, hvor han sidder med tre trommestikker - en i hver hånd og en ekstra trommestik i munden, og han forklarer, at han øver sig i at spille med tre trommestikker på en gang - og på en blanding af dansk og engelsk erklærer, at der bliver »seriøst next level gang i den« i Boxen til aftenens udsolgte koncert. De 15.000 billetter var væk på 45 minutter, da billetsalget åbnede.