FCM frikøber Superliga-angriber
Jørn Just KristensenMayron George skifter fra Lyngby til FC Midtjylland på en fireårig kontrakt
FODBOLD FC Midtjylland har sommerens første tilgang på plads.
24-årige Mayron George skifter fra Lyngby til FCM på en fireårig kontrakt. Den costaricanske angriber har scoret 18 mål i 62 Superligakampe for Randers, Hobro og Lyngby.
- Vi er meget begejstrede for at have sikret Mayrons underskrift. Han er en fysisk kompetent spiller, der har potentialet til at blive en rigtig spændende FC Midtjylland-spiller. I udtryk og spillestil er han det helt rette match til klubben, siger FCM’s sportschef, Svend Graversen, i en pressemeddelelse.
Mayron George kom til Superligaen i 2015, og sportschefen ligger vægt på, at angriberen har vænnet sig til den danske liga.
- Det er vigtigt for os, at der ikke er en »transitionsperiode«. Mayron kan gå ind på holdet fra dag ét på lige vilkår og styrke konkurrencen offensivt. I fællesskab skal vi videreudvikle Mayron, og det er et fælles mål, at han kan etablere sig på det costaricanske A-landshold, som han er lige på vippen til, uddyber Svend Graversen.
Mayron George står noteret for to A-landskampe for Costa Rica og har også vist, at han kan score mod FC Midtjylland. I efteråret stod han således for både et mål og en assist, da Lyngby spillede 2-2 mod FCM.
- Mayron udmærker sig ved, at han er hurtig og samtidig meget robust. Han er måske den angriber i Superligaen, der har den højeste overligger på det fysiske parameter. Han er enormt god til at vinde de områder, han befinder sig i på banen, siger Svend Graversen.
FC Midtjyllands vice-sportschef, Ove Pedersen, har i øvrigt et særligt kendskab til den nye FCM-angriber. I sæsonen 2015-16 spillede Mayron George nemlig i Hobro under ledelse af Ove Pedersen.
Købssummen ligger ifølge forlydender i Ekstra Bladet omkring tre millioner kroner.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.