En udflugtsguide uden Herning

UDFLUGT I de gode, gamle dage, da familien Danmark lige havde fået bil, der tog man på søndagsudflugt med frokost på rastepladser og det hele.

Det skulle vi måske begynde på igen?

I hvert fald har de gode folk hos Realdania nu lanceret Smutturen, som er en inspirationsguide til 50 danske naturattraktioner, der kan besøges kvit og frit.

Hele 14 af de nøje udvalgte steder på Smutturen ligger i Midtjylland smukke og særegne natur. Ingen af de 14 steder er dog placeret i Herning Kommune, mens der er et enkelt i Ikast-Brande: Harrild Hede.

»Harrild Hede er et åbent og fredfyldt naturlandskab. Her kan I opleve de store vidder og den varierende natur i hedelandskabet, hvor heder, fugtige områder og nåletræsplantager veksler med hinanden.

I kan se dværgbuske og græsser som hedelyng, revling, engelske visse, bølget bunketimian, klokkelyng og ulvefod i Harrild Hede, og da planterne ikke når over knæhøjde, har I udsyn til både himmel og land. I de fugtige kær trives forskellige fuglearter, i lyngen lever der blandt andet hugorme, og plantagerne huser flokke af krondyr. Mod Harrild Hedes sydlige grænse risler rent vand i Holtum Å, der naturligt slynger sig i landskabet. Måske får I øje på en odder eller en isfugl langs åen? De er begge svære at spotte, men med lidt held er det muligt.

Den tidligere Harrild Vandmølle fungerer nu som naturcenter, Naturcenter Harrild Hede, og har mange faciliteter. Det er et oplagt udgangspunkt, hvis I vil planlægge cykel- og vandrerture over heden. Ved naturcentret finder I toiletter og flere parkeringspladser«, står der på smutturen.dk

Måske kommer Løvbakkerne med næste gang?