Endnu et HCM-nederlag til glemmebogen

Ole Bitsch 

HC Midtjylland tabte hele 13-41 ude mod topholdet GOG

HåNDBOLD Der har været hæderlige præstationer blandt rækken af de store nederlag, som HC Midtjyllands stærkt amputerede og konkurstruede ligamandskab har indkasseret i den seneste tid.

Men onsdag aften blev HCM’erne kørt helt over i udekampen mod topholdet GOG, der fører 888 Ligaen.

I Gudmehallerne tabte Herning-holdet med hele 13-41. Ved pausen var midtjyderne bagud med 8-20.

HC Midtjylland fulgte fint med i matchens første 11 minutter, men efter Rasmus Madsens reduceringsmål til 4-5 og 5-7, gik det galt. GOG nettede otte gange i træk, mens den fejlfyldte HCM-offensiv - og den lige trængte defensiv - smuldrede.

Meget bedre blev det ikke i anden halvleg. Således måtte HCM’erne vente yderligere 13 minutter på holdets niende scoring. Da den faldt, havde Gudme-holdet udbygget forspringet til 22 scoringer. Og det blev værre inden slutsirenen lød i den sydfynske idrætshal.

Mens HC Midtjyllands eksistensgrundlag og sportslige fremtid fortsat er uvis, ændrer nederlaget på Fyn intet i tabellen. HCM er stadig næstsidst i rækken - med én kamp tilbage af grundspillet.

Bundproppen TM Tønder, der lige nu har udsigt til at rykke direkte ud, har ét point op til den herningensiske klub, som i skrivende stund skal spille nedrykningskampe. Hvis klubben altså overlever så længe.

HCM-topscorer mod GOG blev Rasmus Madsen med fire træffere.