Festlige ideer er penge værd under VM i ishockey

Kim Stoltenberg Hansen 

25.000 kroner er øremærket til at skabe en fest i Herning under ishockey-VM. Alle ideer er velkomne, lyder det fra kommunen

HERNING Herning Kommune efterlyser ideer. De har en pulje på 25.000 kroner - pengene er øremærket til at skabe fest i byen under VM i ishockey. Du kan søge om penge, hvis du ligger inde med en god idé til et arrangement, lyder det fra kommunen.

De har afsat en pulje på op til 25.000 kroner, som skal skyde ekstra gang i ishockeyfesten i Herning. Puljen er en del af det såkaldte »Hygge Hockey Herning«, som er et tiltag, der både skal skabe feststemning i Herning og fortælle om alle arrangementer til de mange besøgende.

Pengene fra puljen kan søges af privatpersoner, foreninger, klubber og institutioner fra Herning Kommune, der ligger inde med en god idé. Det kan være alt fra sjove konkurrencer, en opvisning, pop-up event eller noget helt fjerde.

- 25.000 kroner er ikke en herregård, men det er vores erfaring, at selv små beløb kan gøre en stor forskel, når vi har nogle entusiastiske borgere til at løbe projekterne i mål. Vi håber, at vi får rigtig mange sjove idéer ind, som kan bidrage til masse af liv og sjov rundt om i byen, fortæller Jacob Rasmussen, VM-eventkoordinator i en pressemeddelelse.

Bliver en idé udvalgt, vil arrangementet komme i det officielle program og blive fremhævet på Hygge Hockey Hernings Facebook-side, hvor man også kan læse om de mange andre aktiviteter i Herning by og i herningCentret.

Fristen for at søge er 11. april. Derefter vil en udvælgelseskomité fra Herning Kommune gennemgå ansøgningerne.