Brandfolk slukkede fem brande

Kim Stoltenberg Hansen 

Brandfolk i pendulfart til Lind, Gullestrup og Aulum. Tre mindre påsatte brande i Gullestrup

HERNING Brandfolkene havde en travl tirsdag. Først måtte de en tur til Lind, hvor en landbrugsmaskine ved et uheld satte ild til lidt græs. Herefter gik det løs i Gullestrup, fortæller indsatsleder Lars Stensbjerg.

- Der var sat ild tre stedet ved busstoppesteder i området ved Lyngens Kvarter. Ikke noget større, kun nogle få kvadratmeter. Vi fik mere sved på panden i Aulum bagefter, fortæller indsatslederen.

I Aulum var det nemlig flere hundrede kvadratmeter, der stod i flammer.

- Det var en hedeafbrænding, der var løbet fra dem, siger indsatslederen, der fortæller, at der i dag var planlagt otte hedeafbrændinger rundt om i området.

- Det skal ske inden 12. april, og skal typisk være i en klar og vindstille dag, så man bedst kan kontrollere afbrændingen - men nogle gange løber det alligevel fra dem. Det gjorde det her ved Rotvigvej, og vi måtte da bruge et pænt stykke tid på at få bugt med flammerne, siger indsatslederen.