Unge HCM’ere solgte sig dyrt i Tønder

Kenneth Kristiansen 

Kriseramte HC Midtjylland tabte bundkampen i grænselandet med 26-36

HåNDBOLD Med to spillerunder tilbage af 888 Ligaens grundspil er HC Midtjylland nu kun et enkelt point fra direkte nedrykning.

Søndag tabte kriseramte HCM bundkampen ude mod TM Tønder med 26-36, og hjemmeholdet kan dermed spille sig fri af den direkte nedrykning, hvis holdet får mindst ét point mere end HCM i de to sidste spillerunder.

Men det unge og urutinerede HCM-hold solgte sig dyrt i grænselandet. I den intime håndboldhal, hvor Tønder henter langt de fleste af sine point, kæmpede gæsterne for det hele vejen. Der var ikke tegn på, at krisensnakken og truende konkurs påvirkede spillernes indsats.

Kun én målmand
HCM måtte stille op med kun én målmand i truppen. Veteranen Thomas Bertelsen fra klubbens andethold, som har været med i de seneste kampe, var forhindret, så Eske Hemmingsen kunne vide sig sikker på at spille hele kampen - og HCM-træner Jonas Wille krydsede fingre for, at keeperen ikke blev skadet undervejs.

Det skete heldigvis heller ikke. Eske Hemmingsen stod faktisk en udmærket kamp, og det unge HCM-hold spillede, som det også er sket i andre kampe efter nytår, en fin første halvleg. Gæsterne var foran i begyndelsen, men Rasmus Madsens scoring til 5-4 var sidste gang, HCM havde føringen.

Herning-mandskabet hang dog godt på inden pausen, blandt andet via et par scoringer i tomt Tønder-mål og et saftigt hug helt op i krogen fra Casper Ebbesen. Alligevel var Tønder foran 16-11 ved halvtid.

Løbet over ende
Men som i de seneste kampe blev HC Midtjylland løbet over ende i anden halvleg. HCM lavede flere og flere fejl, og Tønder løb konsekvent kontra. Selvom Eske Hemmingsen i målet snuppede et par stykker af dem, og selvom højrebacken Rasmus Madsen (otte mål) havde godt gang i skudarmen, var det ikke nok. Det hjalp heller ikke HCM, at et andet stortalent, venstrebacken Jacob Larsen, udgik tidligt i kampen med en forstrækning i låret.

Figherviljen hos HCM’erne sørgede dog for at begrænse nederlaget til 10 mål.

HC Midtjylland mangler i grundspillet at møde GOG ude på onsdag samt Skjern på hjemmebane onsdag 28. marts.