Hjertets dannelse er vigtigere end at vide, hvor kniven og gaflen skal ligge

Anne Krøjgaard 

Jubilæumsudgaven af Emma Gads Takt & Tone, der udkom i anledning af 100 året for bogens udgivelse, blev revet væk fra boghandlernes hylder. Så noget tyder på, at vi stadig gider det, Emma gad. Sammen med Hernings egen Takt & Tone-ekspert, Gitte Hornshøj, Zoom’er vi ind på nutidens takt og tone og tager temperaturen på de gode manerer i Herning

ZOOM Magasinet Zoom er på gaden, og her kan du læse artiklen nogle gode takt og tone-råd fra Gitte Hornshøj.

Det er 100 år siden, Emma Gad udgav bogen Takt & Tone. Dengang fik bogen mange steder en hård medfart. Og mange rynker formentlig også i dag på næsen ved tanken om bogen.

Alligevel tyder noget på, at vi godt gider det, Emma gad. Hele oplaget af den nyudgivelse af bogen, som kom i anledning af jubilæet, er revet væk, og bogen har længe været i restordre. Det kommer ikke bag på Hernings egen Takt & Tone-ekspert, Gitte Hornshøj.

- Emma Gad var jo ikke en eller anden kedelig stramtandet kone. Hun var en sjov og spændende pige med sine meningers mod. Og bogen er mere tænkt som en guide til at fremelske det bedste i os alle og i fællesskabet end som en skrap irettesættelse. Og hvem vil ikke gerne have den tryghed, det er at vide, hvordan man gebærder sig? Hvem vil ikke gerne opdrage sine børn, så de kan finde ud af at fungere optimalt i samværet med andre?

Og selvom Emma Gads bog er 100 år gammel, holder den ifølge Gitte Hornshøj stadig vand. Hun har turneret landet over med foredrag om og debatteret emnet i 30 år og også udgivet en bog om det.

- Det er klart, at verden i dag ser anderledes ud. Men der er altså basale ting omkring gode manerer og god opdragelse, som ikke har forandret sig. Indimellem glemmer vi bare dannelsen. Man kan sige, at etikette eller gode manerer langt hen ad vejen er noget vi har, for at gøre det nemt at omgås. Og vis mig lige det menneske, som hellere ser dårlig opførsel end gode manerer. Det tror jeg faktisk ikke findes, siger hun.

ETIKETTE I 2018
I dag handler god opdragelse måske mindre om, hvad man taler om som kvinde i en forsamling og hvilke gaver, man giver fjerne bekendte. Derimod handler dannelse for Gitte Hornshøj om, at vi husker at udvise respekt for hinanden og er imødekomne og åbne.

- Et godt eksempel er den gule streg på gulvet, man har været nødt til at indføre» på apoteker og hos lægen eksempelvis for at sikre, at man har lidt privatliv i samtalen. Det vil vi da alle gerne have, men vi glemmer måske at tænke på andre og udvise den respekt, det er, at holde sig lidt på afstand. Når disse uskrevne regler – som eksempelvis køkultur eller at komme til tiden – bliver overtrådt, tænker vi, at folk har ”dårlige manerer”, siger hun og forklarer, at det modsat er sådan, at når folk har gode manerer, så kan man undgå at bruge energi på det negative:

- Det sjove med dannelse er jo, at når den er der, behøver vi slet ikke at tale om det. Så kan man slappe af sammen og sænke skuldrene. Så bliver fællesskabet givende. Og det er det, etikette kan. Emma Gad sagde, at det er en måde at hjælpe et andet menneske på benene – uden samtidig at træde dem over tæerne.

Derfor går Gitte Hornshøj også selv mere op i det, hun kalder hjertets dannelse end stramme etiketteregler om eksempelvis, hvornår man senest må sende et ”tak for sidst-kort”.

- Hjertets dannelse er vigtigere end at vide, hvor kniven og gaflen skal ligge. Det er selvfølgelig rart i situationen, hvor der er behov for det, at have styr på etiketten. Men i det daglige liv med andre mennesker er dannelse det vigtigste. Fordi det gør det nemt og rart at være sammen. Og vi vil faktisk rigtig gerne fællesskabet, siger hun og peger på, at der længe har været en fremherskende kultur af ”What’s in it for me?” og ”Find 5 Fejl”.

- Det kan vi faktisk ikke holde til i længden – og tendenser er i gang med at vende. For det er i fællesskabet, vi vokser og udvikler os. Det er der, vi flytter os og bliver klogere. Det vigtigste er at være sammen. Men indimellem glemmer vi bare, hvordan vi gebærder os rigtigt over for hinanden. Og hvilke værdier, vi skal give vores børn med i livet. Det eneste, der ikke findes en manual til her i livet, er hvordan, vi skaber livsduelige børn. Men der kan Emma Gad og almindelig god opdragelse hjælpe os et langt stykke hen ad vejen.

Under sine foredrag dvæler Gitte Hornshøj derfor ofte ved evnen til at sige tak og undskyld.

- Det er efter sigende nogle af de ord i sproget, der bliver brugt mindst. Men tænk hvor meget nemmere, vores gang på jord bliver, hvis vi blev lidt bedre til det.

HERNING & EMMA GAD
Undersøgelser viser, at Sønderjylland er førende, når det kommer til at værne om den gode bordskik – skarpt forfulgt at Midtjylland. Og helt personligt synes Gitte Hornshøj heller ikke, det står alt for slemt til med dannelsen i Herning.

- Vi har en lille stolthed i os i Herning. Vi er stolte af vores by og det, vi udretter. Vi er stolte af, at vi er gode til messer og er ambassadører for det. Vi er stolte af vores varierede og brede kulturliv med alt fra kunst og teater til koncert og festival. Den stolthed og glæde gør, at vi generelt viser os fra vores bedste side. At vi er venlige og åbne over for andre og hinanden. Og venlighed og åbenhed er første skridt i retning af at virke dannede, siger hun og tilføjer med et skævt smil:

- Og så tror jeg faktisk, at det betyder noget at vi ”kommer fra landet”. Helt tilbage i tidligere tider skulle man altid pæne sig ekstra meget, når man kom fra landet og besøgte byen. Det har mange af os nok stadig siddende dybt i os.

Gitte Hornshøjs takt -og tone-tips:
- Dyrk de sunde relationer

Vi kan ikke holde til at være alene hele livet. Det er i fællesskabet, vi udvikler os. Så dyrk de sunde relationer; de virker helende for dig. Sig derimod farvel til de usunde relationer, dem der holder dig nede eller er dårlige rollemodeller.

- Husk kaffe og snitter

Vi tror efterhånden, at værtskab altid inkluderer syv retter og de fineste vine. Måske derfor flere og flere rejser væk i stedet for at holde fest? Men hvad er der galt med kaffe og snitter - eller et enkelt glas vin og et stykke ost? Husk på, at det vigtigste er samværet. Tag ansvar for værtskabet så dine gæster kan slappe af, sænke skulderne og føle sig godt tilpas

- Sig tak og undskyld

Det er ubegribeligt, at disse to ord efter sigende er de mindst brugte i det danske sprog. For det gør bare vores liv så meget nemmere, hvis vi bruger dem noget mere. Så øv dig på at sige tak – og også undskyld, selv om det måske er endnu sværere.

- Drop Find 5 Fejl-kulturen

Hav en naturlig openminded nysgerrighed, vær åben og imødekommende. Vi har en fremherskende kultur af ”What’s is it for me?” og ”Find 5 Fejl”. Det er usundt og gør os afstumpede og ensomme. Vi vil faktisk gerne hinanden, vi skal bare turde.

- Læg telefonen fra dig

Vis dine omgivelser, at du gerne vil dem – sluk mobilen! At tale ansigt til ansigt kræver, at du slukker mobilen og glemmer Facebook og sms’er for en stund. Så kan du altid dyrke Facebook, når du er alene. Hvis du venter på noget uopsætteligt og ikke kan slukke telefonen, så forklar dine omgivelser det.