Politiet fængsler formodet røver fra Rema 1000 i Herning

Palle Heering Nielsen 

24-årig mand fra Herning anholdt. Den formodede medgernings-mand er tidligere blevet fængslet

HERNING Politiet mener nu at have fundet begge de mænd, som røvede Rema 1000 på H.P. Hansens Vej 20. februar kort før lukketid.

i går blev en 24-årig mand fra Herning anholdt og varetægtsfængslet til 12. april. I forvejen sidder en 23-årig mand varetægtsfængslet i sagen.

Under røveriet bar de to røvere hættetrøjer, da de kom ind i butikken klokken 21.57. De truede ekspedienten med knive og fik udleveret, hvad der beskrives som værende et mindre kontantbeløb samt cigaretter og noget spiritus.

Politiet fik udleveret en overvågningsvideo, som viste gerningsmændene ret tydeligt. Da politiet gik ud til offentligheden med billederne, fik politiet hurtigt flere enslydende tip på den ene af gerningsmændene.

Det var den 23-årige mand, og nu har politiet efterforsket sig frem til den person, som skulle have begået røveriet sammen med ham.