Forsvarskiks og pointdeling i topkamp
Ole BitschFC Midtjylland hentede 1-1 ude mod FC Nordsjælland
FODBOLD Søndagens topkamp i Superligaen endte med en pointdeling. På Right to Dream Park i Farum fik FC Midtjylland 1-1 med hjem fra duellen mod FC Nordsjælland.
Mest bemærkelsesværdig fra dysten mellem rækkens nummer to og tre var værternes føringsmål efter 35 minutter.
I højre side af eget forsvarsfelt modtog midtstopperen Kian Hansen bolden fra målmand Jesper Hansen. Men i stedet for at sende læderet fremad, sparkede en upresset Kian Hansen kuglen tværs igennem eget felt. Her ramte bolden FCN-angriberen Asante på benet, og så var Jesper Hansen prisgivet. 1-0.
Føringen var som sådan i orden. Det var de letbenede og teknisk velfunderede nordsjællændere, der dominerede mest i en afvekslende første halvleg, hvor FCM måtte slide sig ind i matchen. Inden pausen var gæsterne kun farlige på hjørnespark. Marc Dal Hende og Erik Sviatchenko var tæt på at heade udligningen i nettet.
Forløsningen kom dog i indledningen af anden halvleg. Efter et fint FCM-pres slap anfører Jakob Poulsen fri på kanten af feltet. Midtbaneveteranen sparkede iskoldt og sikkert bolden ind - via det lange hjørne. En flot detalje.
Det var dog FC Nordsjælland, der producerede de klart største chancer. Mikkel Rygaard misbrugte et kæmpe tilbud i fri position, og i slutfasen gentog både Ernest Asante og Mikkel Damsgaard den bedrift. I den forbindelse fortjener FCM-keeper Jesper Hansen stor ros for hans indsats med flere fornemme redninger.
FC Midtjyllands offensiv led især under, at frontduoen med Mikkel Duelund og Gustav Wikheim slet ikke var i stand til at markere sig. Det gav debut til den 18-årige ghaneser Michael Baidoo, men heller ikke midtbanetalentet kom frem til ret meget.
Udeholdet fightede sig frem til flere halve muligheder til sidst, men skarpheden manglede.
Det gjorde den - heldigvis for FCM - også i de døende sekunder, da Mikkel Damsgaards afrettede skud strøg lige over målrammen. I sidste ende kunne primært udeholdet være tilfredse med et enkelt point i Farum - også selvom det var et pointtab i guldduellen mod Brøndby.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.