Foto: Martin Ballund

15-årig udsat for gaderøveri i Herning

Palle Heering Nielsen 

Politiet har anholdt en af de formodede gerningsmænd. Han er varetægtsfængslet i 14 dage

HERNING En 15-årig dreng fra Herning blev kort efter midnat natten til søndag udsat for røveri på gaden.

Han gik ifølge politiets oplysninger mellem Dalgashus og Bredgade, da han mødte to unge mænd.

- De brugte verbale trusler om at bruge kniv og tvang ham til at udlevere sin jakke til 4000 kroner og en hættetrøje til 2000 kroner, oplyser politikommissær Kjeld Nedergaard fra lokalpolitiet i Herning.

Røveriet skete klokken 00.10, og den 15-årige dreng gik derefter hjem og ringede til politiet.

Politiet kunne klokken 01.41 natten til søndag anholde den ene af de formodede gerningsmænd. Det er en 17-årig mand fra Herning, som blev sigtet for røveri.

Han blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 14 dage.

Den anden formodede gerningsmand bliver beskrevet som afrikansk af udseende, cirka 15 år og cirka 170 centimeter høj. Han skulle være kraftig af bygning og med kort, sort hår. Han bar hvidt tøj.