Foto: Henrik Ole Jensen

Sigtet for grov vold: Mand fra Herning-området gav kvinde voldeligt farvelkram

Martin Hove Thomsen 

Et tilfældigt møde mellem en mand og en kvinde i Gullestrup fredag aften endte med, at kvinden blev udsat for det, politiet karakteriserer som grov vold

OPDATERET.

En 55-årig mand fra Herning-området er søndag blev varetægtsfængslet frem til 26. januar. Han er sigtet for grov vold. Det oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

- En kvinde fra Gullestrup møder tilfældigt manden på en gåtur fredag aften. De falder i snak om en fælles hobby, de har. Derefter inviterer hun ham med hjem. Da han skal af sted, vil han give hende et kram, men det er hun ikke med på. Han tager godt fat i hende, ret hårdt, fortæller Allan Riis.

Politiet beder fredag sidst på aftenen kvinden om at tage på skadestuen, hvor skaderne stemmer overens med hendes forklaring.

- Hun har fået blå mærker på kæbepartiet og på halsen og har ømhed i nakken, siger vagtchefen.

Politet finder og fanger den 55-årige gerningsmand lørdag middag, men på det tidspunkt er manden for fuld til at blive afhørt. Derfor tager politiet ham med i arresten.

Og søndag er han så blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han altså indtil videre er blevet varetægtsfængslet frem til 26. januar i 2018.

- Nu skal vi have efterforsket sagen. Han er sigtet for det, man kalder kvalificeret vold - altså grov vold, siger Allan Riis.

Det kvindelige offer er 52 år, og hun var ifølge lokalpolitiet i Herning i akut livsfare.

- Manden tog kvælertag, så kvinden fik punktformede blødninger i øjnene. Af de retsmedicinske undersøgelser fremgår det, at hun har været i akut livsfare, siger politikommissær Hening Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.