Topholdet tog tre point i Herlev

Thomas Damm 

»Blårævene« har nu hentet syv sejre på stribe

ISHOCKEY Med en sejr på 3-2 i Herlev kan Blue Fox-spillerne nu fejre nytår.

Efter fredagens skuffelse på hjemmebane, hvor 3-0 over Hvidovre blev til 3-3 og først en sejr efter straffeslag, blev det tidligt lørdag aften til tre point i Herlev. Dermed fortsætter stimen af sejre, der nu er på syv.

Blue Fox fik en forrygende start på kampen og var foran 2-0 allerede inden, der var spillet fem minutter. Først var det backen Nicolai Weichel og siden angriberen Lasse Lassen, der scorede.

To minutter senere reducerede Brett Thompson for hjemmeholdet, og i kampens niende minut scorede Toni Kallela til 3-1 for Blue Fox. En hæsblæsende start på kampen.

Herfra udviklede det sig til en dyst med mange udvisninger til begge hold. Herlev indledte anden periode med at komme på 2-3, og selv om der resterede næsten 40 minutter, blev der ikke scoret mere i kampen.

Herlev vandt skudstatistikken, og der var rigeligt at se til for den 19-årige målmand Albert Adamsen, der havde fået chancen i Blue Fox-målet.

De sidste 30 sekunder af kampen kunne Herlev trække målmanden ud og spille seks mod fire, da Blue Fox blev ramt af en udvisning. Hjemmeholdet fik dog ikke udlignet.

Nytårspausen varer blot til på tirsdag, hvor Metal Ligaens tophold spiller på udebane i Esbjerg.