FCM slået af bundhold ved Final4

Jørn Just Kristensen 

FCM-kvinderne sparede sin topscorer og tabte overraskende opgøret om tredjepladsen ved Final4-stævnet i Santander Cup

HåNDBOLD Kampen om tredjepladsen i en pokalturnering kan synes overflødig, men det lykkedes alligevel FC Midtjyllands kvinder at gå fra den betydningsløse kamp med en følelse af et nyt drag over stoltheden.

FCM tabte 22-23 til Aarhus United, der blot indtager tiendepladsen i den danske liga. Til perspektivet skal det nævnes, at FCM slog Aarhus hele 32-18, da de to hold mødtes i ligaen tilbage i oktober.

Men i opgøret om tredjepladsen ved Santander Cup, som landspokalturneringen af sponsormæssige årsager hedder nu, var der motivation til forskel. Aarhus United ville det mere.

Sparede profiler
Der var også en forskel i tilgangen til kampen. Hvor Aarhus United valgte at køre igennem med profilerne, gav FCM-træner Kristian Kristensen til gengæld godt med spilletid til truppens yngste kræfter.

Topscorer Veronica Kristiansen havde småproblemer med foden efter fredagens semifinale og blev sparet helt, mens målvogter Sabine Englert først kom på banen efter 40 minutter af det rodede opgør.

Alligevel burde FCM have kvalitet nok til at vinde kampen. »Hunulvene« førte også 20-19 og 21-20 med fem minutter tilbage af opgøret, men Aarhus havde skarphed, marginaler og viljen på deres side i slutminutterne og tog altså tredjepladsen ved Final4-stævnet. Aarhusianerne rykkede fra 20-21 til 23-21, da Tonje Løseth begik straffekast og pådrog sig en udvisning.

Ikast-pigen Anne-Sofie Ernstrøm stod godt i Aarhus-målet og spillede en hovedrolle i kampen med en redningsprocent på 46,6. Til sammenligning fik hverken Jessica Ryde eller Sabine Englert fat i ret meget i »ulveburet«.

Topscorer for FC Midtjylland blev Louise Burgaard med fem mål. Tonje Løseth, Helene Fauske og Louise Ellebæk scorede fire mål hver.