Drømmestart smuldrede for FCM’s kvinder

Jørn Just Kristensen 

FCM-kvinderne førte med syv mål, men endte som tabere og missede pokalfinalen

HåNDBOLD Det lignede en sjette pokalfinale på stribe for FC Midtjyllands kvinder, da holdet fredag aften fik en ønskestart mod Team Esbjerg.

Midtjyderne førte 4-0, 6-1 og 11-4, men Team Esbjerg rejste sig og vendte semifinale-opgøret, der endte 23-22 til vestjyderne.

- Vi kom godt i gang. Vi stod godt i forsvaret og scorede også mål. Men så vendte det hele. Vi brændte alt for meget i anden halvleg, og Esbjerg fik også mere og mere gang i deres spil, erkender FC Midtjyllands rutinerede målvogter, Sabine Englert.

Gennem det meste af anden halvleg havde Esbjerg momentum, og det var kun et spørgsmål om tid, hvornår de ville få kontakt. Det gjorde de ved 17-17 midt i halvlegen.

Men FCM viste vanen tro moral og hang på, selv om målmaskinen hakkede. »Hunulvene« brændte et hav af chancer på Esbjergs velspillende keeper, den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft. Alligevel fik Emma Friis udlignet til 22-22 med 38 sekunder tilbage af opgøret.

Men Esbjergs største stjerne, Estavana Polman, scorede i næste angreb og sendte Esbjerg i finalen.

FCM må nu i stedet nøjes med en kamp om tredjepladsen. Det opgør står mod Aarhus United og spilles lørdag klokken 14.00.