Blue Fox smed sikker føring væk

Thomas Damm 

Blue Fox var foran 3-0, men måtte i straffeslag for at besejre Hvidovre

ISHOCKEY I 55 minutter var Blue Fox fredag aften på vej mod en sikker sejr hjemme mod Hvidovre og førte 3-0.

Men så reducerede gæsterne i et powerplay, og de scorede også til 2-3 blot et minut senere.

Så var der nerver på i Herning-lejren, og katastrofen indtraf, da Victor Björkung med sit andet mål udlignede til 3-3 to minutter før tid.

Mere blev der ikke scoret, så kampen skulle i overtid. Her fik Hvidovre den klart største mulighed, da de var to spillere alene mod Blue Fox-målvogter Ari Ahonen, der fik klaret.

Der blev ikke scoret i overtiden, og så skulle det sidste point uddeles efter straffeslag. Her sikrede Toni Kallela, at topholdet trods alt fik to point ud af anstrengelserne.

De øvrige Herning-mål blev scoret af Lasse Lassen, Eetu Vento og Jan Dalecky.

Blue Fox spiller allerede lørdag eftermiddag på udebane mod Herlev. Herlev tabte fredag aften 1-4 i Esbjerg.