Pivringe HC Midtjylland fik juleklø

Kenneth Kristiansen 

Pinlig indsats af HCM i hjemmekampen mod lokaltrivalerne TTH Holstebro, der vandt 27-17

HåNDBOLD HC Midtjylland benyttede lillejuleaftensdag til at uddele stribevis af julegaver til gæsterne fra TTH Holstebro. Gaverne bestod af tekniske fejl, dårlige løsninger, fæle afbrændere - i det hele taget bare en elendig indsats over hele linjen. Så uden at anstrenge sig overdrevent meget vandt gæsterne kampen med cifrene 27-17. Stillingen var 7-14 ved pausen.

Sølle syv mål scorede HCM altså i første halvleg, og det stod meget tidligt klart, at der slet ikke var noget at komme efter hos hjemmeholdet.

Højrebacken Eivind Tangen, som vrikkede om på foden i udekampen mod Skanderborg i sidste weekend, begyndte på banen, selvom han slet ikke har trænet hele ugen. Det var et sats af HCM, men nordmanden var ikke klar. Efter knap 10 minutter, hvor han ikke en eneste gang udfordrede sin fod og TTH-forsvaret, luskede han ud på bænken igen.

Det var dog langt fra hele forklaringen på hjemmeholdets pinlige indsats. Hele vejen rundt fungerede stort set ingenting - heller ikke på en handlingslammet trænerbænk. Godt nok er truppen smal, men holdets på papiret største profil, Espen Lie Hansen, fik uforståeligt næsten fuld spilletid, selvom nordmanden ikke lavede meget andet end at løbe forvildet rundt på banen.

Eneste lyspunkt i julemørket: 17-årige Jacob Holk fik debut på førsteholdet og kvitterede med et gåpåmod, som samtlige holdkammerater kunne lære noget af.

Resten er ikke noget at prale af for HC Midtjylland, som bestemt ikke viste sig pænt frem i jagten på de sponsormillioner, klubben så desperat mangler.

HCM holder nu turneringspause på 888 Ligaens 11. plads.