Hørte du også morgen-bragene i Hernings midtby?

Martin Hove Thomsen 

Flere bemærkede fredag morgen, at der lød et par høje brag i midtbyen - politiet leder efter personen eller personerne bag

HERNING Midt- og Vestjyllands Politi modtog klokken 7.43 en anmeldelse om nogle høje brag i Hernings midtby.

Det fortæller vagtchef Anders Olesen fra det midt- og vestjyske politi.

- Der har været et par brag. Det var nogle kanonslag, som blev fyret af. Og det er sket tæt ved politigården, siger vagtchefen.

Politiet rykkede hurtigt ud for at se, om de kunne finde gerningsmanden eller gerningsmændene, men det lykkedes ikke i første omgang.

- Vi er ude at lede efter dem nu, og vi bruger det tid, vi har, og ellers må vi se, om vi kan fange dem på en anden måde, siger Anders Olesen.

Ifølge Herning Folkeblads oplysninger fra politiet blev et af kanonslagene kastet ind over muren til selve politigården, hvor det sprang i luften.