Jazzmusik på Murphy’s Pub er en succes

I weekenden var der søndagsjazz på Murphy’s

JAZZ En genoplivning af søndagsjazzen på Murphy’s Pub i Østergade har vist sig at være en overordentlig god idé, som publikum tog særdeles godt imod, da den første omgang blev spillet i går eftermiddag.

Her optrådte Hot’n Tot Nisserne med Per Vindum i spidsen. 50-55 jazzelskere var mødt op. Nogle er kunder på Murphy’s i forvejen, men en stor del kom alene for jazzens skyld. Murphys daglige leder, Peter Udby, talte efterfølgende med Per Vindum, som sagde, at mange af tilhørerne er nogle, der følger orkestret overalt hvor det spiller.

- De elsker jazz, så de er rigtig glade for, at søndagsjazzen er tilbage, refererede Peter Udby.

- De glæder sig allerede til næste gang. De har booket borde, sagde han.

Næste omgang søndagsjazz er 7. januar med »JazzDeluxe«.