Dygtige musikere søges

MUSIK Det er nu tiden, hvor unge musikalske talenter i Midt- og Vestjylland kan søge ind på det treårige musikalske grundkursus, MGK.

Hvis man drømmer om en musikalsk karriere, kan man nu tilmelde sig optagelsesprøven og blive del af et spændende, musikalsk miljø. På MGK får man en grundig musikalsk skoling, med det mål at kvalificere eleven til optagelse på en videregående musikuddannelse.

Tre linjer
MGK henvender sig til unge i alderen 14-25 år. Det er muligt at gå i gymnasiet samtidig eller udføre lettere erhvervsarbejde, idet undervisningen hovedsageligt er placeret eftermiddag og aften. Man skal påregne mindst to ugentlige undervisningsdage samt en række weekendaktiviteter.

MGK har tre linjer: rytmisk, klassisk og produktionsmusik. Sidstnævnte linje omfatter sangskrivning, komposition, elektronisk musik og lydteknik.

Optagelsesprøve
MGK i Midt- og Vestjylland er placeret på Holstebro Musikskole.

Desuden tilbydes der undervisning på musikskolerne i Thisted, Skive, Viborg samt den Jyske Sangskole i Herning, der har et miljø for klassisk sang.

Der er optagelsesprøve på Herning Musikskole tirsdag 9. januar.