Lysfesten er en tradition

HERNING Sidste år inviterede Herning Kajakklub for første gang til en lysfest med optog rundt om Fuglsang Sø i anledning af vintersolhverv - årets korteste dag.

I år gør klubben det igen i samarbejde med Fuglsangsø Centret, torsdag aften 21. december, og dermed er det allerede blevet en tradition.

Alle mødes ved Fuglsang Sø - for eksempel ved kajakklubbens containere - og går i fælles optog med fakler, lanterner og andet, der kan lyse, rundt om søen over mod Fuglsangsø Centret.

Ligesom sidste år vil kajakklubben sejle over søen med lyspyntede kajakker.

Sangerinden Lydia Wairimu og kor synger julesange ved Fuglsangsø Centret, og når kajakkerne ankommer, ledsager koret deltagerne i fællessangen Johannes V. Jensens »Nu bliver vor sol kold«. Medbring selv sangen.

Man kan købe kaffe og kakao hos Fuglsangsø Centret, og når festen er slut efter en lille times tid, bryder man op og går hver til sit med ønsket om en glædelig jul - og et stort velkommen til lyset.