Jubilæumsjul 
med Vox 11 på Fermaten

Julestemningen spreder sig for alvor, når vokalgruppen Vox 11 endnu en gang kommer hjem til jul for at synge julen ind på Fermaten.

Det er 17. december, de kommer »Home for Christmas«, og faktisk er det 10. gang, det sker - så her er efterhånden tale om en traditionsrig julekoncert, hvor der altid er dømt juleglæde og godt humør.

Vox 11 er et unikt og internationalt anerkendt rytmisk vokalensemble med dybe rødder i den jyske muld. Gruppen består af 10 rutinerede sangere, som siden 2002 har sunget groove-baseret a cappella musik inspireret af moderne R&B, pop/rock og det nordiske klangunivers. Gruppen er prisbelønnet og har koncert- og turnévirksomhed i såvel ind- som udland. Bag sig har Vox 11 tre CD-udgivelser: Take Off fra 2008, Roots fra 2013 samt Home for Christmas 2015.

Med Vox 11 er man sikret en unik koncertoplevelse takket være gruppens indlevelse, musikalitet, samklang og særlige charme, som gang på gang fænger, berører og bevæger.

Vox 11 giver to koncerter denne december-søndag - klokken 15 og klokken 20. I øvrigt er årets julekoncerter på Fermaten samtidig et farvel til tenor Kresten Lundsgaard-Leth, der har valgt at stoppe i Vox 11. Så herfra kan der kun opfordres til, at man sikrer sig en billet, så man kan være med til at skabe en flot kulisse for hans afskedskoncerter.