Musikalsk julegave i midtbyen på fredag

Fredag 15. december kan man få sig en skøn, musikalsk oplevelse som en perfekt afslutning på dagen. Man skal blot sørge for at befinde sig i Herning City klokken 17.50. Her indtages terrassen mellem C.H.P. Gøttsche og Frellsen Chokolade af MidtVest Pigekor og Herning Kirkes Drengekor.

- Vi har vores julekoncerter i Herning Kirke om søndagen, og fredagen inden har vi altid korprøve, hvor vi løber programmet igennem. Og så fik jeg den idé, at vi efter generalprøven går ned på terrassen og synger et par sange eller tre som en lille gave til City, fortæller Dorte Bille, som er korleder for MidtVest Pigekor.

Samtidig har korene inviteret Røde Kors Herning til at komme forbi for at samle ind til deres julehjælp.

- Der er altid nogen, der har mindre end andre, og især juleaften er meget følsom, og så tænkte jeg, at hvis vi kan gøre lidt, så vil det være alletiders, siger Dorte Bille.