Citychefen: Det er sørme, det er sandt, december …

Herning City er igen i år blevet klædt på til den smukkeste jul, for Herning fås ikke i en smukkere udgave end den, man ser her i julen. Det smitter af på os alle, for der smiles og hilses gennem gaden, hvor gåturene bliver flere trods både kulde, blæst og regn.

Julen skydes for alvor i gang med vores juletræstænding, hvor tusinder samles på Torvet om en af de bedste traditioner, vi har. Herefter skal vi alle så have fundet de bedste gaver til alle dem, vi elsker mest, og her kan City hjælpe. Alle butikker er så flot pyntede, og de bugner med julegave-idéer. Når den perfekte gave er fundet, er personalet klar til at pakke den flot ind, og dermed kan alle tage lidt af den dejlige julestemning fra Herning City med hjem under træet.

Der er en mangfoldighed af butikker, så uanset hvad, du skal have købt, så har vi det. Vi har også caféer og restauranter, der ligeledes er i et smittende julehumør, og hvor duften af julemad, æbleskiver og gløgg spreder sig, når man træder ind ad døren, når man trænger til en lille hyggelig pause midt i julehandlen.

Den flotte julebelysning i Herning City er igen i år udvidet med sjove og flotte juleelementer. Syv nye portaler ved Nørregade, Skolegade, Bredgade Vest, Jyllandsgade, Bryggergade og Søndergade er kommet til, og ved begyndelsen af Østergade bydes alle »Velkommen til Herning City« med lys og hjerte. Nyt er også otte klynger lys i træerne i Bredgade Vest og otte klynger i Østergades østligste ende. Alt er ikke julelys, men mere »hyggelys«, og som noget nyt får det lov at brænde til og med uge syv, så City også hygger i de mørke måneder.

Julemandsstolen, kyssetræet og ikke mindst vores flotte lysende Ella & Eyde på Torvet er her naturligvis også i år, ligesom der er flere af butikkernes facader, der er blevet flot udsmykket. Så man kan sige, at den nye gågade er klædt smukt på til jul.

Alt i alt er vi klar. Klar til dig, kære læser, klar til at julehygge om dig, når du besøger City.

Som citychef er jeg stolt over synet og stolt over at byde velkommen til det hyggeligste sted i Herning. City er stedet med minder, historier, venskaber, gensynsglæde, fællesskab og kultur. Det er her, vi mødes - nu i juleklæder og i julehumør. Vi ses i City - hjertet af Herning.

Allan Kristensen

Citychef, Herning Cityforening