Storsejr i Randers: FCM overvintrer på førstepladsen

Jørn Just Kristensen 

FC Midtjylland knuste bundholdet Randers med hele 4-0 og strøg til tops i Superligaen

FODBOLD Det er næsten ærgerligt, at der er vinterpause, for FC Midtjylland er ikke til at stoppe i Alka Superligaen.

»Ulvene« satte her til aften Randers godt og grundigt på plads og overtog førstepladsen i tabellen fra Brøndby.

Hele 4-0 sejrede FCM i snevejret på BioNutria Park i Randers.

Veloplagte Mikkel Duelund knækkede endegyldigt de tandløse kronjyder med to scoringer inden for to minutter midt i anden halvleg.

Men FCM var såmænd også i teten inden Duelunds målshow. Alene i kampens første otte minutter havde FCM tre farlige forsøg fra Filip Novák, Mikkel Duelund og Paul Onuachu.

Føringsmålet kom dog først efter en halv time, da Randers egentlig var vågnet en smule. Målet opstod efter en hidsig omstilling, hvor 18-årige Andreas Poulsen brød igennem i venstre side og lagde bolden skråt tilbage for fødderne af Alexander Sørloth. Det var nordmandens 10. sæsontræffer i Superligaen.

Randers havde stort set intet at byde på offensivt, men spændingen levede i kraft af den smalle føring frem til det 70. minut. Dér satte Duelund sig flot igennem til 2-0. Bolden strøg mellem benene på Randers-forsvareren Johnny Thomsen og ind til 2-0 efter fint oplæg af indskiftede Gustav Wikheim.

To minutter senere var det igen Wikheim, der betjente Duelund til 3-0. Og den rapfodede nordmand nåede også selv på tavlen i sit pragt-indhop. Han stormede af sted i en kontra og udplacerede Randers’ islandske keeper, Hannes Halldorsson, til 4-0.

Med sejren fører FCM Superligaen med 44 point efter 19 kampe. De seneste 11 kampe har givet 10 sejre og én uafgjort for FCM i Superligaen.

FCM genoptager sæsonen i weekenden omkring 11. februar med en udekamp mod AC Horsens