Blue Fox tabte til formsvage Rødovre

Thomas Damm 

Den første af to kampe på to dage i København endte med et nederlag

ISHOCKEY Herning Blue Fox tager en forlænget weekend i København i disse dage. Søndag spillede holdet den første af to kampe i Metal Ligaen.

Det var hos Rødovre, der kom ind til kampen med tre nederlag på stribe - heraf senest en tabt kamp mod bundholdet Hvidovre.

Men det forhindrede ikke forstadskøbenhavnerne i at dominere opgøret mod Blue Fox i lange perioder og ende med at vinde 4-2.

Det blev 1-0 allerede i kampens sjette minut ved Kevin Montgomery. Blue Fox-backen Christian Silver udlignede fire minutter senere, så første periode endte 1-1.

Blot 81 sekunder inde i anden periode bragte Rødovre sig igen foran. Denne gang kom målet i powerplay ved Mads Eller. Philip Schultz scorede til 3-1 fire minutter før, at perioden sluttede.

I sidste periode fik Blue Fox skruet lidt op for afslutningsfrekvensen, men først i et sent powerplay, hvor Patrick Flügge havde fået matchstraf og to to-minutters udvisninger i samme episode, lykkedes det Anders Poulsen at reducere til 2-3. Ny spænding i de sidste tre minutter, men det lykkedes Rødovre at lukke kampen til 4-2 med 24 sekunder tilbage.

Blue Fox-målet blev vogtet af det 18-årige stortalent Malte Adamsen for at give førstevalget Ari Ahonen en lille puster.

I fredagens sejr over Aalborg var »blårævene« knivskarpe i powerplay, men denne eftermiddag i Rødovre kom holdet i den grad ned på jorden igen - også i overtalsspillet. Hjemmeholdet spillede særdeles udisciplinerede, men kun en enkelt gang kunne Blue Fox udnytte at være i overtal på isen.

Den anden kamp under opholdet i København spilles mandag aften klokken 19.00 i Gentofte Skøjtehal.