Foto: Henrik Ole Jensen

Voldeligt røveriforsøg på banegården lørdag morgen

Martin Hove Thomsen 

Politiet anholdt i morges tre mænd, der havde forsøgt at frarøve en 41-årig mand sin mobiltelefon

HERNING Klokken var 7.30, da politiet lørdag morgen fik en anmeldelse om, at der var sket et forsøg på røveri på Banegårdspladsen i Herning.

Ifølge vagtchef Carsten Henriksen var der tale om tre mænd, der tog del i røveriet.

- En mand står ved busstoppestedet og venter på bussen, da der kommer tre gutter, som river hans mobiltelefon ud af hånden på ham. Det ville manden ikke have, så der opstod noget tumult. De tre mænd vælter ham derefter omkuld og tildeler ham både slag og spark, siger vagtchefen.

Alle tre mænd er blevet anholdt og skal fremstilles i et grundlovsforhør i dag sigtet for røveriforsøg.

Ifølge vagtchefen er de tre mænd 24, 23 og 20 år, mens den forurettede er en 41-årig mand.