HCM viste rygrad: Tæt på point i Skjern

Jørn Just Kristensen 

Kollapset fra Esbjerg var pakket væk, da HC Midtjylland lørdag solgte sig dyrt på ligaens måske sværeste udebane i Skjern

HåNDBOLD Når man taber på en scoring fire sekunder før tid, er det svært at glæde sig over noget som helst. Men HC Midtjylland viste livstegn i en grad, som holdet længe ikke har gjort, da herningenserne lørdag tabte 24-25 på udebane mod ligaens førerhold, Skjern Håndbold.

HC Midtjylland førte adskillige gange undervejs, og da herningenserne egentlig var knækkede mod slutningen, fandt de alligevel ny energi og kom tilbage fra 24-21 til 24-24.

Udligningen kom 41 sekunder før tid fra Espen Lie Hansen. Men Skjern tog timeout og fik sat et sidste angreb godt op til skud fra svenske Markus Olsson. Han blæste kuglen i nettet bag den ellers velspillende HCM-keeper Anders Petersen til slutfacit 25-24.

Skjern er dermed stadig ubesejret i egen hal i sæsonen, mens HC Midtjyllands trænere og ledere kan glæde sig over, at de denne gang så en helhjertet og god præstation af deres smalle mandskab.

Indsatsen i Skjern står i skærende kontrast til seneste udekamp mod Ribe-Esbjerg, hvor HCM’erne smed arbejdshandskerne tidligt i opgøret og lod sig ydmyge med 16-29 uden sværdslag.

God HCM-start
I Skjern var der andre boller på håndboldsuppen, og det var tydeligt fra start. HCM førte blandt andet 4-2, 6-4 og 9-8 og kom til pausen med 14-14.

Men topholdet tog teten fra starten af anden halvleg, hvor HCM konstant halsede to-tre mål efter hjemmeholdet. Alligevel levede spændingen altså til det sidste, da HCM næsten lykkedes med et vildt comeback på ligaens sværeste udebane.

I tabellen er HCM fortsat nummer 10 i 888 Ligaen - aktuelt to point fra slutspilspladserne.

Topscorer for HCM blev Rasmus Carlsen med seks mål. Besard Hakaj og Lars Jakobsen scorede fem gange hver.