The Band flytter julekoncerten til gymnasiet. Foto: Pr-foto

The Band med Snorre Kirk

KONCERT The Bands traditionelle julekoncert finder i år sted i koncertsalen i på Heart søndag eftermiddag.

På grund af en særudstilling kan koncerten ikke som tidligere holdes på Carl Henning-Pedersen & Else Alfelts Museum i Birk.

The Band består af Per Jegbjerg (ventilbasun og trombone), Christian Græsholt (tenorsaxofon), Flemming Nordenhof (trompet og vokal), Mogens B. Bækgaard (piano), Klaus Lytzhøft (guitar og vokal), Jens Ellersgaard (trommer) samt Flemming Frank (kontrabas).

Årets gæsteorkester er Snorre Kirks Kvintet. Den unge trommeslager Snorre Kirk har i de seneste mange år været en fast gæst på de internationale jazzklubber og festivaler, hvor han har gjort sig bemærket som sideman med nogle af de mest prominente jazzartister fra Skandinavien samt med internationale størrelser som Diane Schuur, Stephen Riley og Eric Reed.

Med det kritikerroste debutalbum »Blues Modernism« trådte Snorre Kirk for alvor i karakter som komponist og orkesterleder, og med opfølgeren »Europa« fra 2015, blev der banet vej for et internationalt gennembrud, med optrædener på nogle af verdens førende jazzfestivaler, som den prestigetunge North Sea Jazz Festival, Art of Swing Festival i Kansas City, samt Pori Jazz Festival i Finland.

Tidligere i år udkom Snorre Kirks tredje album, »Drummer & Composer«, der med skræddersyet musik skrevet for et udvidet septet-format udgør Snorre Kirks mest ambitiøse projekt til dags dato.

Årets legatmodtagere fra Herning Gymnasium hedder Rikke Horsted Kjær og Olivia Hedegaard. Ved samme lejlighed vil Hernings jazzblogger, Niels Overgård, overrække Jazznytprisen til bassisten Lasse Mørck fra Snorre Kirks Kvintet.