Fællessange og historier

SANG Lørdag slår Herningsholm Museum dørene op til en sangeftermiddag, hvor Agnethe Hastrup Pedersen vil bringe publikum i julestemning med fællessang og historiefortælling i Herningsholms flotte riddersal.

Omdrejningspunktet bliver jul, julefortællinger og advent, og der skal synges adventssange med flere fra højskolesangbogen. Agnethe Hastrup Pedersen, der selv sidder bag klaveret, vil imellem sangene fortælle historier. Med sig på violin har hun denne eftermiddag Bent Larsen.

Agnethe Hastrup Pedersen har de seneste 12 år stået i spidsen for Toftebokoret i Hammerum.

Tilmelding er nødvendig.